Anbefaling: The Food Programme
Min professor Tim Lang er et generøst menneske. Hver uge forsyner han Food Policy netværket, en slutliste på omkring 500 mennesker fra hele verden, med links til ny forskning, nye rapporter, nye tiltag og ledige jobs inden for vores felt. Da jeg påbegyndte min master i Food Policy fik vi nye i netværket dog en særlig liste med links til, hvor man kan orientere sig og udvide sin horisont. Et link førte mig til BBC’s ugentlige radioprogram The Food Programme, og jeg har været fan lige siden.
Hver søndag tuner jeg ind på¨nettet og lytter betaget til værtinden Sheila Dillons stemme. Hun har en enestående undersøgende tilgang til madrelaterede emner og bringer lytterne vidt omkring. Hun flytter mig hver gang med sine perspektiver, så det var en stor oplevelse for mig at høre og se hende live til en konference om mad og sociologi i London for 14 dage siden. 20 år har den lille kvinde arbejdet journalistisk med kommunikation om mad og modtaget et hav af priser for det. Det udløser dyb respekt her fra.
The Food Programme varer en halv time og du kan lytte til det her.
Vil du stole på en person, der ikke kan nyde en veltillavet cheeseburger?
Morgan Clendaniel blogger for GOOD om hans manglende tillid til vegetarer og veganere og argumenterer for, at deres korstog mod kødspisere ville opnå mere medvind, hvis budskabet “Spis ikke kød” blev modificeret til “Spis mindre kød”. Jeg tror, at han har ret. Danmark tilhører en af mest kødkonsumerende nationer. Vi spiser 146 kg. kød om året! Selvfølgelig vil vi ikke tage skade af at skrue ned for forbruget. Måske sågar indføre kødfrie dage derhjemme såvel som i offentlige kantiner og bespisninger. Men ligefrem at nægte kød på tallerknen er utopi.
Bloggerens kauseren over cheeseburgerfornægtere får mig til at smile: “I’m just not sure we can relate on a person-to-person level.” Jeg smiler, fordi jeg godt kan følge ham. Jeg indrømmer, at jeg altid har fundet noget lorent ved folk, der nægter sig selv mad, der smager godt. Selvfølgelig respekterer jeg religiøse, etiske og allergiske tilgange til mad, for grundlæggende mener jeg, at folk må gøre, hvad end, der gør dem glade. Men det er måske i virkeligheden også det, der er kernen i min manglende forståelse for madfornægterne. Altså glæden, eller rettere den manglende glæde til mad.
For jeg bliver så træt, når mad forenkles til næringskomponenter og gøres til skrækhistorier. I går kunne jeg fx læse på twitter: “Det er ikke fedt, der gør dig fed, det er sukker….” Et link førte mig over til en tvivlsom sundhedside. Tvivlsom fordi påstande om sukker lød: “Alle de søde sager gør os syge. Vi bliver fede og sløve, mister humøret og koncentrationsevnen, får hjerte-kar-sygdomme, diabetes, åreforkalkning, knogleskørhed, migræne og mange andre skavanker” og “du skal ikke kun passe på det hvide sukker, men også de andre former for simple kulhydrater, som tilsættes maden, da disse skader din krop…”. Nå ja, og overskriften på siden var selvfølgelig: “Sukker - det skjulte gift”.
Fri mig for nonsens. Hvis vi skal tage fedmediskussionen, så bliver vi nødt til at tale om livsstil, og ja, så bliver det straks sværere at fordøje. Det kræver et helhedstjek og en langsigtede strategi og ikke hurtige løsninger i form af detox, tarmskyld, Kernesund, og hvad har vi.
Jeg ville ønske, at de nyreligiøse selvbestaltede sundhedseksperter opererede ud fra fornuft, følelse og nydelse snarere end ud fra deres pengepungs velbefindende. Frygt skal ikke kobles til mad, for i de rette mængder er det skam ikke så farligt eller giftigt at sætte tænderne i:
En nybagt fransk baguette med letsaltet smør (madforskrækkede læs: ond hvede med djævelsk animalsk fedt)
eller
En chokolademuffin (madforskrækkede læs: Sukkerbombe - ren hvid narkotikum, der før eller siden overtager din fornuft)
eller
Fortsæt selv listen og spis venligst med glæde og nydelse og ikke med frygt. Tak.
Billedet er fra burgerrestauranten Byron. Absolut et besøg værd, hvis du er i London.
NYC Food Film Festival
Hvem der bare var i New York….For i lige nu kan foodies og andre madnysgerrige stige ombord på et gevaldigt godstog lastet med film og madoplevelser.
I skrivende stund sker ‘The World’s First Food Truck Drive-in Movie’ under Brooklyn Bridge i hippe Dumbo. Og forestil dig lige at se en hær af de store lastbiler linet op der i dagslys. Normalvis sker forsyningen til byens restauranter og supermarkeder i et kolossalt omfang langt før, der trykkes snooze første gang. Mon ikke sådan en iscenesættelse til eventen vækker newyorkernes tanker om madforbrug?
På madfilmsfronten herhjemme begynder der lige så langsomt også at ske noget nyt. Senest med snigpræmieren på den tyske, ifølge anmelderne feel good madkomedie, Soul Kitchen. Et samarbejde mellem Dagmar og Cofoco gav biografgængerne tapas og bobler til filmen i stedet for popcorn og cola i litervis.
Men mens vi venter på offentliggørelsen af programmet for Københavns madfestival Copenhagen Cooking drømmer jeg mig til New York City og misunder mine fellow foodies abroad der mæsker sig i events, debatter, visninger og spisninger.
Mad på farten
Nu er der hjælp at hente til folk i aftensmadsvildlede. Ret uventet har DSB S-tog kastet en ny og meget simpel service på banen. “De målretter den til de mange travle folk derude, som ikke altid har styr på deres aftensmad”. Og det er vist de fleste af os, idet størstetallet af beslutningerne om aftensmaden bliver taget i supermarkedet midt i ulvetimen.
Nu skal det være slut med at stå og stirre tomt på hylderne i håbet om at finde inspiration. Pendlertiden kan fremover bruges til at planlægge aftensmad og indkøb. Du kan vælge at føje alle ingredienser fra opskriften til indkøbslisten og selv tilføje varer, hvorefter det hele kan sendes på mail eller som tekstbesked. Eller endnu bedre, sende det til kæresten som en kærlig hilsen. Med korte, og tak for det, instruktionsvideoer viser kokken Henrik Boserup os hvordan, men opskrifterne er bestemt ikke for urutinerede. Lige simpelt nok bliver det med en ingrediensliste uden mål angivet. Det gør det lidt svært at bede andre om at handle for dig, da man ikke kan tilføje mængder til slut i indkøbslisten. Men kan du godt lide at arbejde med øjemål, er tjenesten genial som inspiration.
Du kan modtage daglige tekstbeskeder med dagens opskrift og selvfølgelig også downloade programmet som en applikation til din iPhone.
Se så, kan vi måske få mad til tiden.
Da rent grundvand blev den enkeltes ansvar
Skrevet af gæsteblogger Nina Sindballe-Lauritsen
For lidt siden poppede nyhedsbrevet fra mit lokale miljøpunkt ind i min indbakke. i det står: ‘I Danmark lukkes cirka 100 vandboringer om året på grund af forurening fra landbruget og industrien, og der åbnes næsten ingen nye boringer’. Der er altså stigende mangel på rent grundvand. I København, hvor vi er mange mennesker om få vandboringer, skal der spares på vandet. De næste 3 år sætter Københavns Energi fokus på københavnernes vandforbrug gennem kampagnen Max100. Målet er, at vi københavnere skal reducere det daglige vandforbrug fra 111 liter i dag til 100 liter i 2012.
Og der hoppede kæden altså af for mig. Hvordan kommer man frem til konklusionen: ‘Vi tillader rigtig mange sprøjtemidler og meget kunstgødning i vores landbrugsproduktion, det lader til at gå ud over vores grundvand, ergo må forbrugerne spare på vandet’. Hvad med modellen: ‘Vi bruger alt for mange sprøjtemidler og for meget kunstgødning i vores landbrugsproduktion - det går ud over vores grundvand, ergo må vi give incitamenter til at øge den økologiske produktion. På den måde bevarer vi i højere grad også biodiversiteten, og forbrugerne indtager færre hormonforstyrrende stoffer’. En tilgang man kunne forestille sig ville have nogle positive effekter på forekomsten af allergier og eksemer samt på nedsat fertilitet. Det er alle folkesundhedsproblemer, der er steget radikalt over de sidste 10-20 år. Derudover er selvfølgelig de åbenlyse positive konsekvenser for vores planet. Hvor er det, det går galt, når det igen er forbrugerne, der må bøde på vegne af hele samfundet? Hvorfor må familien Danmark betale for, at landbruget hænger i bremsen i forhold til udvikling af en landbrugsproduktion, der tilgodeser mere end blot umiddelbar profit.
Men det er ikke sådan tingene foregår. Engelbreth beskriver på sin Politiken-blog, at det antal gange de konventionelle landmænd ‘behandler’ deres marker er steget med hele 31% fra 2007-2008 i følge Miljøstyrelsens tal. Samtidig realiseres skræmmebilledet om, at Grøn Vækst-pakken vist mest er en vækstpakke idet liberaliseringer af landbrugsloven glider fint igennem regeringens flertal, mens den grønne del fortsat forsinkes.
Hvor er ambitionerne henne? Selvfølgelig skal vi have vækst i landbruget, men hvorfor ikke forene det med hensyn til miljø, klima såvel som folkesundhed? Hvor er integrationen på strukturelt plan? Selvfølgelig er det muligt at udvikle politikker, som går hånd i hånd og skaber vækst, velfærd og sundhed. Vi har masser af initiativer, som viser, at det kan lade sig gore. Hvornår begynder vores politikere, landbruget og industrien at tænke ud af boksen og sige vi vil vækst SAMMEN med folkesundhed og hensynet til naturen - og ikke på bekostning af? I stedet synes stilen konstant at være at lægge alt ansvar over på den enkelte forbruger - så har man i hvert fald reddet sin egen røv. Det er også så bekvemt; så kan man jo bare sige, at vi alle sammen selv har valgt det. Men gud, hvor er det bare uambitiøst. ØV!
Nina Sindballe-Lauritsen har en MSc i Food Policy og brænder for at ændre de strukturelle rammer i samfundet, hvor fødevarekvalitet, maddannelse og sundhed kommer i højsædet. Følg Nina på twitter @NinaSL
Madbloggersymposium 2010 er den første store samling af danske madbloggere. Vi sætter en hel dag af til at mødes om viden, inspiration og netværk, hvor vi bl.a. har engageret 10 dygtige folk til at runde forskellige temaer.
Det hele foregår lørdag 28. august under Copenhagen Cooking i København. Vi håber på, at vi gennem sponsorater kan gøre deltagelsen gratis, så råb op, hvis du kender en potentiel sponsor.
Er du madblogger, så tilmeld dig allerede nu og følg med her. Vi glæder os.
Fødevareminister Henrik Høegh
»Henrik er ingen gourmetkok, men pandekager, krebinetter og bøf med løg hører til specialerne, når Henrik endelig er i køkkenet«, står der gud-forbarme-os på hjemmesiden for ministeren med ansvar for fedmeepidemien og fødevareerhvervets kreative udvikling. Partiet Venstre holder bare ikke.” Ligger på Politikens Listen fra fredag 9.april. Af hjertet tak til Lars Dahlager for skarpe perspektiver og fniserlæsning uge efter uge….
Madmanipulation - reklame versus virkelighed
Det tyske kunstprojekt pundo3000, har gjort tyskerne den tjeneste at sammenligne færdigretters reklamebilleder fra pakken med, hvad der reelt er indeni. Produkterne er fra det tyske marked, hvilket i sig selv er et ret sjovt studie i tyskernes madkultur. Se billederne af de 100 produkter og døm selv, om producenterne holder, som lovet.
Er jeg en postevandspige?
Forleden fangede mit øje en reklameplakat for Carlsbergs Kildevæld. Det var noget med ‘hvem er din soulmate?’ og afbilledet var vand på flasker med smag. Jeg er vild med vand med blid brus og uden smag, så mine tanker fløj straks i retning af Badoit og Pellegrino, mens jeg prøvede at afgøre, hvilket et var brand NO 1 for mig. Det lykkedes ikke rigtigt, men ironisk nok twittede @CHOW senere samme dag om ‘The Story of Bottled Water’ - en otte minutters video, der sætter min kærlighed til flaskevand på prøve. Den fint animerede film fortæller nemlig historien bag og peger på konsekvenserne ved vores stigende forbrug.
Markedet for vand på flaske er stort. Alene i Danmark købte vi 100 millioner flasker i 2008, hvilket giver indlysende god grund til at tænke i brand, identitet og merværdi. Om de nye Kildevældsflasker forklarer Business Manager for Kildevæld, Marianne Frisenvang, til mediet Markedsføring: ” Vores research har vist, at et brand som Kildevæld skal signalere renhed og enkelhed, og samtidig skal det være lige så sofistikeret og gennemdesignet som en iPod. De forbrugerønsker har vi forsøgt at samle i vores nye design, der er præget af enkelhed og luksus på én og samme gang.”
Mon postevandsleverandørerne pønser på, hvad postevand skal signalere? Jeg tror det næppe.
Se filmen og fortæl mig, hvad synes du om flaskevand versus postevand?
Lærerindens skarpe blik i bogform
Tilberedningsmetodik var det fag, der skulle gøre SUHR’S studerende i stand til at forstå og praktisere basisprincipperne for madlavning. Forud for undervisningen forberedte vi en arbejdsplan med deadlines, for det nyttede jo ikke noget, at stå der med en færdigstegt rødspætte, hvis kartoflerne ikke var sat på kog og remoen endnu ikke rørt.
Vores underviser Lone Kjær førte os med sikker hånd igennem det hele. Det kunne være dejtyper, kødsprængninger eller grøntsagsgruppens univers. Hun sørgede for at vi inden for samme tema tilberedte forskellige retter. De krævede herefter en udførlig præsentation, som var det på restaurant, inden vi samledes omkring bordet for at prøvesmage og spise.
For Lone mente det seriøst, det med mad. Det gør hun stadig. Hun sværger til gode råvarer, smag og sundhed, og på missionen om at gøre det nemmere for alle, at spise godt i hverdagen, har hun udviklet utallige opskrifter bl.a. til magasiner og til en række kogebøger.
Den seneste kogebog ‘Sund på den fede måde’ er en udbygget opfølgning på Lones første kogebog ‘Slank på den fede måde’ fra 2003. Igen har fotografen Henrik Freek Christensen knipset smukke madbilleder stylet af Lone selv, og så har hun denne gang virkelig givet den gas på den grafiske linje, hvor der er skrald på farverne. Det er en lækker samling af opskrifter, der bringer os vidt omkring i verden både hvad angår ingredienser, retter og madtendenser generelt. Næringsberegningsryttere kan selvfølgelig orientere sig bagest i bogen. Og så er det den slags kogebog, hvor anvisningerne faktisk anviser og holder. I modsætning til de mange modekogebøger, der egentlig kun dur som inspirerende billedbøger.
Jeg er vild med Lones uhøjtidelige og simple tilgang til madlavning, og så indrømmer jeg, at det lidt er som at være tilbage i undervisningen på SUHR’S i 2002. Når jeg bruger bogen, tager jeg mig selv i at oppe mig for at tilfredsstille lærerens skarpe blik for kombinationen af sundhed og velsmag i et måltid. Tak for det Lone.
Lone arbejder i dag som madskribent og foodstylist og hun er netop begyndt at blogge.
